Italien har meget andet at byde på end pizza, pasta og parmaskinke. F.eks. himmelsk gelato alla nocciola – hasselnøddeis – som jeg uden tøven kalder en af mine absolutte favoritter! Og der findes næppe et italiensk gelateria med respekt for sig selv, der ikke blandt sit voluminøse udvalg af gelati har en fløjlsblød nocciola. Den er altid mit førstevalg i bæger eller vaffel, når jeg har krydset grænsen til Italien, og der er dømt istid. Det var derfor idel lykke, da det gik op for mig, at jeg selv ret nemt kan bikse en dansk version sammen, der smager ligeså godt af gode nødder og tempereret middelhavsklima som den italienske gelato alla nocciola, jeg lovpriser. Denne is kunne spare mig for en del rejseudgifter – hvis ikke det lige var, fordi der er så meget andet at komme efter i Italien ...
Start med at lave en nøddecreme: Hvis du bruger almindelige "rå" nødder, bredes de ud på en bageplade og bages i ca. 1 time min ved 140°. Fjern hinden ved at nulre. Hvis du bruger nødder, der er tørristede på forhånd, skal du blot skylle evt. salt af og tørre dem godt. De må ikke være fugtige.
Kom nødderne i en lille blender og blend godt og længe. Hold pauser, hvor du samler massen. Blend så igen. Hav tålmodig – det ender godt. I starten af processen vil nødderne være finthakkede, herefter bliver de en overgang til en grov pasta, og til sidst ender de som en smuk glat creme.
Giv nu fløde, mælk og glukosesirup et opkog i en gryde.
Rør godt imens, så det ikke brænder på. Tag blandingen af varmen.
Kom nøddecremen i gryden og pisk det hele sammen til en ensartet masse.
Pisk herefter æggeblommer og sukker grundigt sammen i en stor skål.
Massen skal være lys og luftig.
Hæld nødde-flødeblandingen langsomt og forsigtigt i æggemassen, mens du pisker.
Når massen er afkølet (stuetemperatur eller koldere), er den klar til ismaskinen.
Når isen er færdig, skal den i fryseren i 6 timer.
Du skal bruge
3 dl piskefløde
3 dl sødmælk
2 spsk. glukosesirup
3 bægre pasteuriserede æggeblommer
1 dl sukker
160 g hasselnøddekerner, almindelige eller tørristede