Alle, der sætter pris på en god kop kaffe, vil labbe denne is i sig. Men det er især dem, der er vilde med den simple italienske dessert, Affogato, der vil hvine af fryd. Affogato er i al sin enkelhed en god espresso hældt over noget vaniljeis, mens Iskrogens italienske kaffeis er god espresso hældt i noget vaniljeis ... Skru gerne op eller ned for mængden af kaffe alt efter behov: Lidt mindre, hvis du ønsker en diskret kaffenote til en elegant voksendessert 😘🍨– lidt mere, hvis du har brug for et koffeinkick, der holder dig vågen med koldsved og hjertebanken til kl. 4 om morgenen😵💫☕️
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud.
Giv fløde, mælk, glukosesirup og vanilje et opkog. Rør godt imens, så det ikke brænder på. Tag flødeblandingen af varmen.
Tilsæt 1/2 dl espressokaffe og rør rundt.
Pisk æggeblommer og sukker grundigt sammen med elpisker. Massen skal være lys og luftig.
Hæld flødeblandingen langsomt med en tynd stråle i æggemassen, mens du pisker.
Når massen er afkølet (stuetemperatur eller koldere), er den klar til ismaskinen.
Frys isen i mindst 6 timer for at få en god fast konsistens.
Du skal bruge
3 dl piskefløde
2 dl sødmælk
2 spsk. glukosesirup
1/2 dl god espressokaffe
3 bægre pasteuriserede æggeblommer
1,5 dl sukker
1 vaniljestang
Evt. lidt chokoladebønner og/eller friske bær som pynt ved dessertanretning. Man kan også toppe med lidt flødeskum.