Her er en is for voksne (og fremmelige børn). En is, som ville få Jack Sparrow til at gå planken ud, hvis det betød en ekstra portion. En is, som kalder på lyden af caribiske steel drums og synet af bølgende sukkerrørsplantager... Isen er naturligvis en skøn og potent rom-rosin. Aye aye!
Hæld i god tid rommen over rosinerne (mindst 4 timer inden isen laves) og lad dem trække. Rosinerne skal være helt bløde, inden de anvendes. Sæt dem på køl, så de er kolde, når de skal røres i isen.
Når rosinerne er ved at være klar, kan du gå i gang med ismassen: Giv fløde, mælk og glukosesirup et opkog. Rør godt imens, så det ikke brænder på.
Tag flødeblandingen af varmen.
Hæld overskydende rom fra rosinerne i flødeblandingen og rør rundt.
Pisk æggeblommer og sukker grundigt sammen med elpisker. Massen skal være lys, cremet og luftig.
Hæld rom-flødeblandingen langsomt og forsigtigt i æggemassen, mens du pisker.
Når massen er afkølet (stuetemperatur eller koldere), er den klar til ismaskinen.
Hak halvdelen af rosinerne.
Når isen er færdig, kommes den over i en kold skål. Her vendes rosinerne i – både de hakkede og hele.
Frys isen i mindst 6 timer for at få en god fast konsistens.
TIP: Hvis du ønsker en mere harmløs version, kan du for at tage toppen af alkoholen hælde rommen i flødeblandingen inden opkoget, så den koger lidt med.